

For sjette gang hylder Blixenprisen de største litterære præstationer i Danmark. Den nye storjury har arbejdet på højtryk for at udvælge det seneste års bedste litterære værker og formidlere og er nu klar til at afsløre de nominerede inden for 12 af de i alt 15 priskategorier. De tre resterende kategorier – Årets ærespris, Årets talent samt hovedprisen Årets bog – er uden nomineringer: Prismodtagerne inden for de tre kategorier offentliggøres sammen med de øvrige prismodtagere til Blixenprisen den 18. juni i Store VEGA, hvor Jeanett Albeck er vært.